Bent Madsen er nomineret!
Morsø Golfklub har indstillet Bent Madsen til prisen som Årets Frivillig i Morsø Kommune. Prisen uddeles ved den store Frivillighedsfest i Arenaen d. 26. november.
Læs klubbens indstilling af Bent her:
Bent Madsen kunne godt ”bære” en indstilling ikke bare til Årets Frivillig, men årtiers frivillige i den lokale idrætsverden.
Gennem årene har han gjort en kæmpeindsats i flere sammenhænge. Han har bl.a. været
– fodboldtræner og leder i adskillige fodboldklubber på Mors mindst 25 år. Fredsø/Lødderup, Nordvestmors, TOR/FM, Frem, NIF og Sydmors.
– mangeårig frivillig leder i Morsø Firmasport, især i Bowlingafdelingen og webmaster for Firmasportens hjemmeside
De seneste ti år har Bent udfoldet sit enestående organisatoriske talent i Morsø Golfklub og været en uvurderlig hjælp i klubben, hvor han har sin daglige gang. Især har han formået at løfte klubbens arbejde med at skaffe nye medlemmer og give disse en god indslusning i golfsporten. Fx har vi i år fået 75 nye medlemmer og Bent har været krumtappen i dette rekrutteringsarbejde. Han har minutiøst fulgt hvert eneste nye medlems indsats og udvikling og formidlet dette på klubbens forskellige kommunikationsplatforme. Fx har han i årets første 10 måneder lavet over 202 opslag på Facebooksiden for Optimister og Begyndere i klubben. Herunder resultatlister, invitationer til de mange matcher og turneringer, han har stået for – eller ture til andre golfklubber samt en golfrejse til udlandet.
Optimistklubben er Bents hjertebarn. Her kaldes han ”direktøren”, fordi hans rolle er så vigtig. Hver torsdag aften i sæsonen hjælper han med at arrangere klubbens matchaften, hvor op mod 50 deltagere spiller golf med efterfølgende præmie overrækkelse, som Bent også forestår. For Bent er det sociale i højsædet, især når dette kan kombineres med det sportslige aspekt.
Bent Madsens indsats som frivillig i Morsø Golfklub er altså af meget høj karat. Og vi finder ham i høj grad værdig til at modtage den fornemme pris som Årets frivillige i Morsø Kommune.